Skip to main content

Til savblade med diameter mellem 250 og 550 mm bruges til maskiner med ophængt klingebeskytter og på grund af sin form også ved skjulte snit. Spaltekniven holder savsporet åbent og forhindrer, at emnet eller smådele fanges af savklingen og kastes tilbage

For maskiner leveret før 31 dec. 1994 som ikke er omfattet af maskindirektivet kan overdækningen være fastspændt på spaltekniven, hvis klingediameteren er mindre end 250 mm, såfremt spaltekniven er tilstrækkelig Maskiner leveret efter 31 dec. 1994 som er omfattet af maskindirektivet tillades at overdækningen er monteret på spaltekniven, hvis klingens diameter er mindre end 315 mm.Maskiner med større klingediameter end henholdsvis 250 og 315 mm må overdækningen ikke være monteret på spaltekniven.
Klingebeskyttelse for klinge ø250 mm længde 332 mm
Klingebeskyttelse for klinge ø315 mm længde 490 mm

Stationære maskiner

Bordrundsave, båndsave og afrettere skal placeres i en god arbejdshøjde. Derved undgår man unødigt at bøje ryggen forover. Der skal være rullebukke til støtte for lange eller brede emner.

Man skal ligeledes anbringe materialer og færdige emner i god arbejdshøjde og så tæt ved maskinen som muligt.

Hvis man indsætter håndmaskiner i borde som  stationære maskiner, skal kravene til stationære maskiner være opfyldt.

Der skal være udstyr, som kan opfange eller opsuge støv og spåner ved skæret. Dette udstyr skal være særligt tilpasset de enkelte maskiner. Udsuget luft må ikke recirkuleres. Træbearbejdningsmaskiner forudsætter, at brugeren har fået særlig instruktion i, hvordan man anvender disse maskiner forsvarligt. Brug evt. test og vejledning på www.maskinkoerekort.dk i forbindelse med denne instruktion.

Hvis man bruger materialer og arbejdsprocesser som støver, skal man prøve at fjerne eller begrænse forureningen ved selve støvkilden. Det kan fx gøres på følgende måde:

  • Anvend processug tilkoblet en egnet CE-mærket støvsuger støvklasse H, hvis der er kræftfremkaldende stoffer i støvet, som der er i det meste byggepladsstøv. Husk det skal være af typen dust extractor.
  • Anvend luftrensere, så mængden af støv generelt begrænses. Løbende rengøring af overflader – enten ved støvsugning eller vådskrabning/vådfejning. Arbejd så vidt muligt oppe fra og ned, så færdige områder ikke støvforurenes.
  • Anvend arbejdsmetoder, hvor de ansatte er adskilt fra støvudviklingen, fx ved at anvende entreprenørmaskiner forsynet med overtrykskabine. Støvende arbejde skal foregå i område adskilt fra andre ansatte.

Man må generelt ikke bære handsker ved arbejde med roterende træbearbejdningsmaskiner, medmindre værktøjet er helt afskærmet mod berøring.

Unge under 18 år må gerne betjene maskiner med hurtigtgående skærende værktøj, som fx rundsave, bordrundsave, afkortersave eller afrettere, hvis maskinerne er afskærmet på en sådan måde, at de bevægelige og bearbejdende dele er utilgængelige under drift, og der ikke er andre farer ved maskinen. Det gælder dog kun, hvis den unge er oplært og instrueret grundigt i brugen.

I forbindelse med arbejdet skal der være en brugsanvisning på dansk og andre sprog, som de ansatte forstår, der fortæller, hvordan man opstiller, betjener og vedligeholder maskinen.

Rundsave (stationære)

Klingen skal være plan og uden slingren, „blå pletter“ og revner.

  • Klingen skal altid være skarp og korrekt udlagt, og den må ikke mangle platter.
  • Den del af klingen, som ikke er i træet, skal være afskærmet.
  • Man må ikke kunne trykke klingeoverdækningen ned til klingen.

Klinger med hårdmetalplatter skal være:

  • intakte, dvs. uden mangel af platter.
  • udstyret med spaltekniv.
  • udstyret med et spændingsfaldsrelæ.

Spaltekniven forhindrer, at træet kommer til at klemme om klingen og derved bliver løftet og kastet tilbage mod brugeren. Og den afskærmer klingens bagtænder, så løse træstumper ikke bliver kastet frem. Spaltekniven skal være stiv, tykkere end klingen og tyndere end tændernes udlæg. Ved hårdmetalklinger skal den være 0,3 mm tyndere end snitbredden. Spaltekniven skal være let at indstille.

Bordrundsave

Ved længdeskæring skal man bruge landet (breddestyret) og indstille det, så træet kan fremføres lige.

Overdækning, underdækning og spaltekniv skal være på plads og indstillet. Ved fordækt snit, fx not- og falsearbejde, kan man fjerne overdækningen, da træemnet dækker klingens tænder. Hvis overdæk­ningen er fjernet, skal man bruge fremføringsklods. Efter endt arbejde skal overdækningen straks sættes på igen. Brug en stødpind eller håndtag, hvor der er fare for at berøre klingen under længdeskæring.

Ved skæring af kiler bør man anvende en lære og påsætte en afviser­liste, så de mindre afskårne træstumper ikke kommer i kontakt med klingens bageste tænder.

Ved afkortning (tværskæring) skal man kunne styre træemnet ved, at det ligger mod et bevægeligt anlæg.

Afkortersave (kapsave)

Afkortersave med klingen under bordet:

  • skal være afskærmet under bord
  • skal være helt afskærmet i hvilestilling
  • skal falde tilbage i hvilestilling af sig selv (balancesave)
  • skal ikke kunne trækkes uden for bordkanten
  • skal have overdækning eller anden form for beskyttelse af klingen over bordet, når man saver.

Afkortersave med klinge over bordet:

  • skal have en skærm om klingen så langt ned under centrum som muligt
  • skal have visirbeskyttelse for den øvrige del af klingen, som arbejder. Denne del af afskærmningen skal automatisk være fastlåst, når
    sav­en er i hvilestilling
  • skal gå tilbage til hvilestilling automatisk
  • skal ikke kunne trækkes uden for bordkanten.